Fremtidsværksted i Viby Måle

I Viby Måle i Kerteminde Kommune afholdtes den 15. august et Fremtidsværksted med ca 40 deltagere.

Rune Hahn Kristensen, fremviste resultaterne på Holmens dag d 11. september, se billed

Som optakt til Fremtidsværkstedet havde man i Viby Måle Sogneforening allerede i foråret gennemført en workshop som en Walk&Talk rundt i landsbyen. Med afsæt i de 17 Verdensmål og 17 kort med spørgsmål om Viby Måles bæredygtighed fik man udvalgt 4 temaer der skulle sættes fokus på.

De 4 temaer var:

  1. Biodiversitet og det åbne landsskab
  2. Fællesskaber
  3. Lokalt erhverv og kultur – fødevarer, turisme og iværksættere
  4. Det bebyggede miljø/kulturarv – boliger, vej og trafik

På Fremtidsværkstedet den 15. august blev der dannet grupper om hvert tema og undertemaer valgt. En brainstorm på mobile tavler udvidede temaerne med følgende spørgsmål:

  • Hvad er status idag?
  • Hvor vil vi være i 2025
  • Hvordan kommer vi dertil?
    • Hvorfor lykkes det?
    • Hvorfor lykkes det ikke?
  • Hvem er med?
    • Hvem er kaffevært ved næste møde?

I det følgende vises tavlerne som kom ud af processen. beskrivelsen af temaet, samt de underopdelinger som man valgte at skille hvert tema op i:

  1. BiodiversitetHvordan kan vi bevare Hindsholms karakteristiske kulturlandskab – og samtidig øge biodiversitet i korridorer langs veje, stendiger, poppel og pilehegn, gadekær, private haver?
    Måske kan man som beboer eller landsby ”adoptere” f.eks. et stendige og tage ansvar for at vedligeholde for en periode. Er det muligt i samarbejde med kommune, lodsejere og lokale
    at give plads til flere sammenhængende naturområder, f.eks. skovrejsning eller et større vådområde, hvor mange arter kan trives.

    • Grøftekanter
    • Stynede hegn
    • Bevare og også gerne genskabe de vilde hegn og ledelinjerne i landskabet
  2. Fællesskaber – Social bæredygtighed som løftestang til et attraktivt landsbymiljø.
    Hvordan kan vi sikre, at man som ung eller ældre kan bo i landsbyen uden egen bil eller ”chauffør”? Offentlig trafik er begrænset men måske kan vi etablere ”deleøkonomi” for transport på en anden måde. Man kan overveje en fast minibus med et vist antal afgange pr uge eller en lokal ”kør-med” app, hvor man kan tilmelde sig, så andre der bor på ruten kan køre med. Hvordan kan deleøkonomi styrke fællesskabet i landsbyen? Hvad med en fælles ”udstyrs-bank” hvor man har andel i trailer, fræser mv. Eller en fælleshave, hvor man med en andelstilgang dyrker lokale grønsager og udveksler erfaringer. Hvordan kan vi understøtte social bæredygtighed så man som beboer ser ud over egen matrikel og interesserer sig for naboer og landsbyen? Lokal sammenhængskraft fremmes ved fælles arrangementer som fællesspisning, mølleåbning, affaldsindsamling m.v. Hvordan kan vi sikre tilbud og fastholde unge, når de søger mod erhvervsskole/gymnasium og videre i uddannelse? Hvad med ungdomsboliger i gamle huse, en SDU-bus om morgenen, økologisk landbrugsskole, mere musik kultur?

    • De unge
    • Bæredygtig transport
    • Mindre forbrug/større fællesskab
    • Madproduktion
  3. Lokalt erhverv og kulturliv – fødevarer, turisme, iværksættere.
    Hvordan kan vi understøtte og skabe grobund for lokale & bæredygtige erhverv – med respekt for de rammer der er? Det vil være oplagt at gøre en indsats for at invitere ny teknologi og iværksættere til kommunen, f.eks. med netværk og bedre faciliteter. Hvordan sikrer vi bæredygtig turisme? Vi bør kortlægge hvilke typer turister området skal fokusere på – og overveje hvordan man bedst byder de turister velkomne, f.eks. med cykeludlejning på campingplads og i Kerteminde (mens lokalråd sørger for at etablere ”tænke-bænke” rundt i landskabet til pauserne), sheltere på fornuftige steder til kajakroere og/eller vandreturister.

    • Turisme med lokalt afsæt
  4. Det bebyggede miljø/kulturarv – boliger, vej og trafik
    Hvordan sikrer vi en levende landsby, hvor folk bor? Tomme eller forfaldne huse skæmmer byen og trækker området med sig. Hvordan sikrer vi, at forfaldne bygninger renoveres (eller fjernes) med respekt for den kulturhistorie som binder vores område sammen? Kan der f.eks. etableres en renoveringspulje eller en vidensbank om vedligehold og energirenovering af bevaringsværdige landsbyer. Brede veje og store skilte er nødvendige for trafik i høj fart – men lav hastighed gennem byen?

    • Visionær plan for hele området
    • Mini-bog om Viby og Måle – og omdeling af Lokalplaner til alle
    • Turguide til ny-tilflyttere og turister (’På Tur med de Lokale’)
Share on facebook
Del på Facebook